Otto Andresens historie
Denne historie er skrevet af Otto Andresen, materialet er i privat eje.
Historien er et direkte afskrift heraf.
Købmand Otto Andresen
Den gamle købmandsgaard Langegade 5 og 7 har gennem årene været på mange hænder, gaarden har oprindelig været delt i mindst 3 forskellige ejendomme martr. Nr.. 194a, 194b, 195.Ejendommen falder naturligt i to dele, den sydlige del Langegade 5 er den tidligere proviantgaard eller Magasingaarden. Nord for denne ligger Hjørnegaarden mod Langegade og Vestergade, betegnet Langegade 7.Lad os se lidt på Magasingaarden Langegade 5.
På Kerteminde sognekirkes regnskab vil man aar for aar finde en fast indtægtspost på 40 øre, der kaldes 'Perpetueret afgift af Magasingaarden'. Denne ydelse går vistnok tilbage til byens ældste tider, allerede i Grundtaksten af 1682 opføres den ejendom der svarer til Langegade 5 med bemærkningen 'årlig jordskyld til kirken 19 skilling - et beløb, der efter møntlovens omsætningsforhold meget nær svarer til 40 øre.Grunden må derefter betragtes som havende tilhørt kirken, og er bleven bortsolgt med forbehold af afgiften.
Ud mod Sønderstræde ligger det såkaldte 'Svenske pakhus' - en to etagers bindingsværksbygning. Bindingsværket er Egetømmer. Opførelsen henføres til tiden omkring Svenskekrigen 1658 - 60 (givet 1940). Svenske tropper benyttede pakhuset til kornlager.Omkring Langegade 5 har en af Nationalmuseets sagkyndige påvist, at bygningens egentlige facade vender mod syd og måske har ligget lige ud til stranden før nabogaarden nr. 3 blev opført. Mulig har den oprindelig været bestemt til oplagring af kirkens tiendekorn, indtil det blev solgt, og med lethed kunne udføres ad søvejen.Omkring midten af 1600 tallet, tilhørte gaarden borgmester Thomas Brodersen i Odense, som i en årrække var Ridefoged og skriver på Odense Slot, og drev tillige handel med stude på Holsten. Ejendommen i Kerteminde har han sikkert benyttet til kornmagasin.
En datter af Brodersen ægtede en Odense apoteker, og dennes datter ægtede en apoteker omkring 1682. Gaarden betegnes da som ''Apotekerens gaard'.Omkring 1701 lod amtsforvalter Rasmus Andersen gøre udlæg i Magasingaarden for 200 Rdbr. Og får ejendommen tilskødet i 1704. I henved 100 aar tilhørte gaarden nu Amtsforvalteren og betegnes stadig 'Magasingaarden' og 'Proviantgaarden', idet ejerne brugte den til lagring for Kgl.. Majestæts skattekorn. Så springer vi over et tidsrum, hvor ejendommen har tilhørt mange forskellige ejere. Frem til 1829 - 34 hvor købmand Jacob Bjørn Svitzer, samlede de forskellige parter på sin hånd indtil han i tiden 1828 - 41 også erhvervede Hjørnegaarden Langegade 7. Denne ejendom har også sin egen historie med mange forskellige ejere.
Mulig er bygningerne ødelagt i kampen om Kerteminde den 31/10-1659. I 1706 fik stud theol.. Laurits Christensen adkomst til grunden. Han var hører ved Byens Latinskole. Endnu samme aar bebyggede han grunden. Dette fremgår af, at han den 29 November 1706 udstedte obligation til Amtsforvalter Rasmus Andersen (ejeren i nr.. 5) for 99 Rigsdaler, som denne havde forstrakt ham med 'til min Gaards Forfærdigelse, som endnu står i bygning, og til sikkerhed pantsætters gaarden. På gaarden opsattes den Indskriftstavle, som nu er anbragt over Indgangsdøren ved Vestergade, med følgende vers:
Guds forsyn være skal, den grund jeg på vil bygge
Hans Nåderige Haand skal være skjul og Skygge
For mig og mine, som vor sorg på gud har kast
Hvo, som vil bygge så, han hus står klippefast
Jeg vil ikke trætte mine tilhørere med at fortælle om alle de mange ejere gennem årene, men springe frem til 1847, hvor føromtalte Svitzer byggede ejendommen nr. 7 op. Nu kom gården i folkemunde til at hedde Svitzergaarden hvilket navn man endnu kunde høre ældre folk benytte langt ind i dette århundrede.Derimod ændrede han intet ved selve Magasingaarden.
I den nybyggede gaard fik Svitzer en 1.ste prioritet hos den Lundegaardske stiftelse, det gik tilbage for ham i 1869 hvor ejendommen blev udlagt stiftelsen for restancer.Svitzer blev bestyrer af støbegodslageret hos købmand M.F. Larsen, Langegade 36 men skulle også have haft lidt indtægt ved at fremstille og forhandle Køngsplaster.
I en årrække - lige til sin død - var han kirkeværge for Sognekirken. På Kirkegaarden ved Vestergade findes hans Familiegravsted (som kirkeværge havde han ret til fri jord).Så springer vi frem til 1877 hvor gaardparten blev tilskødet Johan I. Norden for 3150 kr. - han sad som ejer af Langegade 5, medens Hjørnegaarden Langegade 7 ejedes af Bagermester Olsen, dennes enke solgte til min Bedstefader saltværksejer Søren Hansen for 24000 kr.
Bedstefar solgte den 19 maj 1887 (mors fødselsdag) Ejendommen til far for 32000 kr.Og ved skøde af 11 Januar 1890 solgte fornævnte Norden Langegade 5 til far for 15000 kr. Far opførte senere den store to-etages Hjørneejendom med facade mod Langegade og Vestergade.
Far fik borgerskab den 20 oktober 1884 - jeg blev født i 1887 og vil gerne fortælle lidt om livet i den gamle Købmandsgaard omkring århundredeskiftet.Det første alvorlige jeg husker var da Ejendommen Langegade 3 nedbrændte til grunden - det skete Nytårsnat, en petroleumslampe var væltet på et pigeværelse i nr.3.
Det primitive brandvæsen byen havde kom efterhånden på benene - Vandet skulle hentes fra et slæbested ved havnen - slangen var utæt - så vandet blev transporteret fra Hånd til Hånd og kastet på Ilden. Transporten foregik med gamle læderspande, hver ejendom havde sit bestemte antal hængende og så mødte man op når det brændte. Hver ejendom skulle også stille med en slæde med en vandtønde - slæden blev trukket af en hest - og så hentede man vandet til sprøjten i de forskellige nærmestliggende gårde, eller fra Gadeposterne.
Disse gadeposte var om vinteren omviklet med halm, ellers frøs de for hurtigt - Nå tilbage til branden - Far var meget nervøs. Han lå inde med et større lager af rå Kaffe lige hjemkommen fra Hamborg. Kaffen var forsikret dårligt - og for far gjaldt det, at der ikke kom ild i n r.5 - derfor blev der dynget alt det saltvand på man kunne hente fra slæbestedet på den lille mellembygning mellem nr.3 og nr.5 - de mange håndlangere var meget varme og blev hurtigt tørstige. Far lavede i mange år en mængde vin, og så hurtigt, at nu måtte han lukke op for Vinkælderen nedenunder nr.5, den gang var der en kælderlem ud til Langegade - så vinen flød efterhånden sammen med det trætte halvt omtågede mandskab - men medens man lod nr.3 brænde til bunden blev nr.5 reddet - men Far fik en dårlig hals og røg aldrig senere.
Hvordan boede man så på den tid - I nr.5 boede byens kræmmer, han havde Kommunekontor i den lille mellembygning mellem nr.3 og nr.5, forholdene var jo ikke så store dengang.I nr.7, der hvor sparekassen har haft til huse de sidste 1½ år, boede vi med vores forældre, der var en maget stor entre, hvor kunderne fra landet hængte deres rejsetøj.
Om Søndagen var det valgmenighedskirkens tilhørere der optog hele pladsen. Butikken havde Far der, hvor vi nu har kontor, ud for det miderste vindue, var indgangsdøren, som man nåede op til ad en høj trappe med nedgang til begge sider - i Hjørnegaarden ud mod Kirken var der systue, senere blev der drevet Manufakturhandel lige op til 1933 - ejendommen havde en Port mod Vestergade - den blev lukket i 1935, hvorefter ejendommen i Vestergade blev taget i brug til Isenkram, glas og porcelæn.
Nå - men det er ikke det nuværende vi skal fortælle om, men det gamle - så jeg rykker atter tilbage til Barndommens oplevelser. Min Bedstefar drev et saltværk, som far overtog ret hurtigt. Far fik Saltsten hjem i ladning fra Spanien, Saltstenene blev opbevaret i nogle store rum, derfra blev de transporteret over i nogle store beholdere af træ, of så blev der pumpet saltvand fra Fjorden til beholderne var fulde, så lagede Saltstenene efterhånden og lagen flød over i en anden beholder i selve saltværketderfra blev den så pumpet op i en stor pande, og så blev der fyret hele vinteren under denne pande med Gaskul, under hvilken proces Vandet foprdampede, og så skovlede man saltet op i en trækrybbe hvor det dryppede af og blev så senere kørt ind til et specielt stort opbevaringsrum.
Gaskullene blev taget ud fra hvert fyr og overøst med vand, jeg husker de enorme vanddampe der steg til vejrs. Gaskullene var jo bleven de dejligste Cinders man kunne tænke sig - men de skulle jo knuses, og det blev de i en Kokskværn, som blev dreven rundt af en Hestegang, og Saltet, det dejligste grove fingersalt blev solgt og leveret med egen hestevogn helt ned til Rønninge, og Tarup, og iøvrigt til samtlige handlende i Byen og Oplandet. Den gang spiste man mange gule Ærter og Kål med det dertil hørende salte flæsk.
Saltkogeriet stod på indtil 1914 da otte timers dagen blev indført, og da vi kogte i døgnets fireogtyve timer, skulle vi efter den nye ordning have 3 mand i stedet for 2, og det lod sig åbenbart ikke praktisere, hvorfor driften blev indstillet, det samme skete iøvrigt på landets øvrige saltværker - så tog man det rafinerede salt med hjem fra Tyskland i Ladninger - også dette gik over i det mindre. Forbruget af salt svandt ind til det minimale i den daglige husholdning. Mejerierne tørsaltede ganske vist en del, ikke mindst til den berømte Blue Cheese.
Før Jernbanen kom i 1901 måtte vi hente alle varer i Odense, Far havde pakket Æg gennem flere år, og disse æg, som vi købte hos omegnens handlende, blev sendt til Odense Ægforretning, som derefter eksporterede dem til udlandet - så kørte vi til Odense med Æg i hele læs og tog varer med hjem. Brændevin, Soda, Mel, Sukker o.m.a. Brændevinssalget foregik jo mindre højtideligt den gang en flaske brændevin kostede 28 øre for en hel flaske, og en flaske Ålborg kostede 45 øre.
I skænkestuen stod der altid en karaffel med brændevin, der kunne de frokostspisende kunder forsyne sig efter behag - forestillingen var gratis. I butikken stod der på disken en Tobakstønde med groft pibetobak, den kunne man også forsyne sig fra efter behag - den fik jeg først fjernet i 1910. Som tidligere nævnt var far en meget fin Vinkyper, hans Solbærlikør fik tilsidst indpas hos Wivex i København. Solbærene købte vi fra Landet for medels 10 øre pr. pund, de blev oplagret i store kar i sprit. Efter foreskrigtsmæssig tid blev de presset for saften - tilsat kryderier efter en hemmelig opskrift - og var klar til tapning efter fornøden klaring. Hvad kostede så denne gudedrik - kun 1,25 kr. pr. 1/L.
Når vi om sommeren kørte på skovtur med vore smukke køreheste endte vi som regel på Klinten eller på Bøgebjerg strand, Munkebo bakke, Geels kro - maden var smurt hjemme fra, og så var der altid solbærlikør på programmet. I dag er Solbærrom ikke helt billig, men man kan agere kyper selv ved at blande en flaske C7 fra Rynkeby med en halv flaske Brøndum - så har man lidt af smagen fra gamle dage - den er bestemt ikke så ringe -
Jeg glemte at fortælle lidt om de pressede spritfyldte Solbærskaller, de havnede på mødingen hvor hønsene spiste sig fulde, kaglede og galede og mistede balancen og satte sig på halen.
Jeg huske jeg foreslog far, at lade mor lave solbærgrød af dem til folkene, dem havde vi jo alle på kost den gang.
Jeg mener at kunne huske, at denne solbærgrød virkede lidt søvndyssende på sine omgivelser - I gamle dage var der i den gamle Købmandsgaard foruden egen stald med 5 heste, to store rejsestalde, hvor de tilkørende kunder fik hestene opstallet. Det med at være gårdskarl i gamle dage gav mange drikkepenge, alt Kornet skulle gårdskarlen være med til at bære på lofterne, og det var drøjt - men var manden fornuftig kunne han i løbet af nogle år have sparet så mange penge sammen, at han kunde købe en mindre gård på landet, eller nedsætte sig som Bødker.
Far handlede meget engros med omegnens Hødkere og brugsforeninger og bagere. Jeg husker en Hødker fra Stubberup, som havde en skør kule af en Hest, når den var spændt for og skulle hjem, sad Hødkeren på Bukken med en line i hver hånd. Hesten rørte sig ikke af stedet - så skulle der skuppes bag på vognen af Gårdskarlen og en eller anden tilfældig tilskuer - og så pludselig for dyret frem, og så gik det i galop ud af Vestergadeporten om hjørnet til langegade, hvor manden en gang for gennem et ligfølge kommende fra Kirken, det var kusken umuligt at standse hesten - der er dog 13 kilometer til stubberup, så jeg antager at dyret var temmelig varm ved hjemkomsten.
Vi havde flere ægsamlere udover de handlende på landet, fra Revninge kom der en kone med en varehjulvogn trukken af en hund ved navn Karo - æg med ud - og varer med hjem.
Her i Kerteminde havde vi en fragtmand, som kørte i en gig , han besøgte særligt hindsholm, medbragte ugens nyheder købte æg og tog varer med ud. Ordrene lavede han selv hver søndag i en ordrebog, som en af vore komisser lavede til ham, en bog hvid markulatur blev simpelthen syet sammen på midten med sejlgarn - så var den i orden, i den skrev omtalte fragtmand sine Heroglyffer som ingen andre end vore folk fra butikken kunne læse - for eksempel l og så en firkant det betød et pund tavlesukker - lp - var et pund Puddersukker.
Lejlerne blev simpelthen fyldte med Brændevin. Dunkene med Rom, der var ikke noget at spørge om, for de unge var jo ikke så begejstrede for ham, når han kom lidt sent hjem fra sine landture, for så skulle de jo ned i ægpakkeriet for at tage æggene af hans kasser med Hakkelse, få dem lyst, og bakket - om vinteren var det ikke sjovt, arbejdstiden var jo lang den gang, helt op til 1903 havde vi butikken aaben søndag formiddag, der skulle jo sand på gulvet - tænk engang - om Lørdagen blev der holdt længe aabent - i 1904 indførtes lukningen Kl 8 om aftenen.
Nævnte fragtmand stemte aldrig , hverken til Folketing , Landsting eller Byraadsvalg, han gemte sig simpelt hen på W.C. 'et af de gamle faste'
Valgene til Landsting og Folketing foregik i Byerne, her i Kerteminde på Tornøes hotel, Talerne talte fra en tribune på torvet, Byen var fyldt med mange Mennesker, her i den gamle Købmandsgård havde far ladet lofterne rydde, der blev opstillet borde og stole, og så spiste man et par gange der i løbet af dagen - maden medbragte man fra Hjemmet. Vi solgte så Øl- Kaffe og Winerbrød - Mor lavede kaffe i stride strømme, en Øl kostede 10 øre en Kop kaffe med Wienerbrød 12 øre det var tider den gang - Kom Vælgerne undertiden i kog, så dæmpede far gerne på gemytterne og tilbød en omgang Øl.
Far var Formand for Handelsstandsforeningen- Direktør i Sparekassen og medlem af Byens råd, han kom hjem i 1916 og fortalte, at han var bleven Kirkeværge men kun på den betingelse, at jeg skulle føre regnskabet- Ja! Sagde far- Du skal selvfølgelig have Gagen- hvad den var , efterlyste jeg- Kr 140,00 om året- så gik jeg i gang med det job, i 1930 skulle Kirken kalkes, det var en større omgang, bl.a. var der et par støvler en Kåre og et skjærf der hængte oppe under en af vælvingerne, de skulle ned og efterses. Støvlerne havde delvis sagt farvel til sålerne, så dem lod jeg forsåle - men da lod man foretage en antegnelse, og spurgte med hvilken beføjelse dette havde fundet sted.
Historien fik Stiftsøvrigheden - Støvler, Kårde og Skjærf havde tilhørt en dansk Officer, der under kampen mod svenskerne havde forsvaret indgangen til Kirken, hvor han selv havde dræb flere , men blev til sidst selv overmandet og parteret. Jeg har været i kontakt med mange af de unge Mennesker, der har lært i det gamle firma - særligt ved juletid - så fortæller de hvordan livet har formet sig for dem, stiftet familie, købt forretning, fået en fin stilling o.s.v. Det glæder mig at følge de unge, som jeg ønsker det bedste.
Det var lidt om den gamle Købmandsgaard Langegade 5 & 7 samt Saltværket. udviklingen gennem de senere år efter 1928 lader vi ligge , det er et Kapitel for sig selv-
Eget portræt - Otto Andresen.
Født 22/8,1887 søn af Købmand Cresten Emil Andresen R.af Dbg, Kerteminde (død 1928). Præliminæreksamen ved Kerteminde Realskole 1903.
Fra 1903 til 1906 Handelslærling hos Købmand Hans Sølling, Rudkjøbing,ved min afrejse lavede Købmand Sølling en fest for mig, ved hvilken lejlighed han forærede mig et dobbeltkapslet Guldur med Inskription- og en fin Anbefaling- den 10 Mai 1906 meldte jeg mig ved Livgardens rekrutskole, blev i sommerens løb udtaget til leujtnantskolen på Kronborg - på min anmodning derom og ved hjælp af skolens Kapt Kammerherre Kriger, blev jeg fritaget for nævnte skole, da jeg havde fået plads i Hamborg i et større foderstoffirma- frinummer trak jeg ikke- men købte et sådant for 775,00, hjemsendt den 10 Oktober.
1ste November 1906 tiltrådte jeg stillingen i nævnte foderstoffirma og fratrådte medio Mai 1908 - deltog i det sidste år i firmaets Børsforretninger på Hamburg børs. Benyttede begge ferier i 1907 og 8 til indkaldelse til Livgarden. Efter sidste Manøvre i 1908 tiltrådte jeg stillingen som skandinavisk og tysk korrespondent i et kuleksportfirma i Glasgow hvor jeg var beskæftiget indtil 1ste Oktober 1910.
Fik i Scotland kærlighed til Rosporten, som senere resulterede i, at jeg i Kerteminde startede en Roklub i 1916, var formand for denne i de næste 24 år - og fik ved klubbens 25 års Jubilæum overrakt Dansk Forening for Rosports Ærestegn, blev Æresmedlem i Klubben ved samme lejlighed.
I Vinteren 1910 frekventerede jeg Påhlmanns Handelsinstitut i Stormgade, København og arbejdede i foråret 1911 et par måneder i Købmand H.Chr Huuses Delikatesseforretning i Nakskov - hvorefter jeg tog hjem i min Faders forretning - hvor jeg gik gennem de forskellige afdelinger.
Blev den 12 September 1911 viet til Valborg Starck, København - tre Børn i Ægteskabet. Datter gift i Tyskalnd, een søn Emil Andresen, som for nogle år siden blev min Kompagnion - Formand for Handelsforeningen i Kerteminde - for Kerteminde Roklub - for Kerteminde Fugleskydningsselskab - den anden søn er i dag Overlæge på Ribe Amts Bysygehus.
Jeg løste Borgerskab som Købmand i 1916 - har efter min Faders død i 1928 ledet det gamle firma, som jeg overtog som eneindehaver den 1/10 1945. Indtrådte i Kerteminde Byråd den 19 Oktober 1931 fratrådte efter eget ønske i 1945 efter at have været byens Borgmester de sidste fire år - oplevede lidt af hvert under Besættelsen - blev sammen med Byens Politimester taget som Gidsel dog kun for 6 timer.
Tyskerne beskyldte os for at have været medvirkende til at det danske Militær, som var indkvarteret i Kerteminde beskyldtes for at have udleveret Våben og ammunition til Civilbefolkningen. Stiftamtmand Neumann greb ind omgående og henvendte sig til Ejvind larsen, København, som derefter satte sig i forbindelse med Dr Best - som ved ellevetiden samme aften beordrede os frigivet.
Valgt af Kerteminde Byråd til Bestyrelsen for Kerteminde Børnehjem 11/5 1928 , valgt af Bestyrelsen til formand fra 1/4 1937 - 1928 markerede et vendepunkt i hjemmets historie, idet bestyrelsen vedtog at anmode Overinspektionen for Børneforsorgen om tilladelse til at ændre Børnehjemmet til et Spædbørnhjem, hvilket tiltrådtes - Børneantallet var nemlig gået stærkt tilbage, de få store børn, der efterhånden nærmede sig konfirmationsalderen , beredte hjemmet til tider vanskeligheder.
Ændringen viste sig at være en god ide, der kom snart fart i tilgangen, til tider næsten for stærkt, således at man fra Overinspektionen gang på gang henstillede og forlangte, at man foretog en passende udvidelse. Bestyrelsen så sig desværre ikke i stand til at finde en tilfredsstillende løsning på en sådan udvidelse - man spekulerede på Møllevænget, fik udarbejdet tegninger, men så kom krigen, og så hørte overvejelserne op - men...
Den 11 Marts 1941 kunne formanden meddele, at Fru Dommer Simonsen havde tilbudt sin Villa på Klintevej til Kerteminde Kommune, som havde forkøbsretten. Formanden så her en chance for et nyt spædbørnhjem, og anmodede, som medlem af Byrådet, om tilladelse til at måtte overtage forkøbsretten til dette formål.
Byrådet stillede sig velvilligt til sagen og gav sit tilsagn om at ville kvittere for forkøbsretten til fordel for et Spædbørnhjem, dersom man kunne få pengesagerne i orden, samt indhente Overinspektionens godkendelse. Denne forelå omgående - Ejendommen kunne købes for 32.000,00 - med en udbetaling på 5.000,00 - Denne sum skaffede formanden omgående fra Sparekassen for Kerteminde og Omegn, Handelen gik straks i orden.
Efter Indvielsen af det nye Hjem den 25/8.41- solgte man det gamle Børnehjem i Asylgade til en kontant køber for 13.500,00 - Bestyrelsen benyttede straks lejligheden til at udbetale 10.000,00 - på den nye ejendom, således at denne gæld nu nedbragtes til 17.000,00 - Beløbet forrentes med 4% og afdrages med 1%.
Da man til indretning af det nye hjem skulle anvende store beløb, ansøgte formanden i de påfølgende fem år diverse fonds om hjælp , og havde den store glæde at blive mødt med forståelse fra alle sider.
Bestyrelsen havde ikke turdet påtage sig en så hurtig løsning af spædbørnhjemmets fremtidige hjem, dersom vi ikke havde haft visse kapitaler til vor rådighed. Hjemmet har nemlig gennem årene kunnet glæde sig ved interesse fra byens og omegnens borgere, som har fundet, at hjemmets arbejde for de i samfundet uhelsigt stillede spæde børn, var værd at støtte - Opgaverne har heller ikke været lige lette at løse for de skiftende bestyrelser- der skulle altid penge til - 1947 - 51 var en lidt besværlig periode med gentagne nødråb om krisetilskud, i forbindelse med formandens gentagne besøg i Overinspektionen.
Perioden 1948 - 51 begyndte drøftelsen om en tilbygning til Hjemmet med de dertil hørende finansieringsmulighed. Forholdene i det nye større hjem blev efterhånden for små. Byggeplaner blev udarbejdet og den 18/5-1953 indsendes de endelige planer til O/I godkendelse. Byggesummen 86.000,00 - finansieres fra Kerteminde Kommune med 47.000,00 - et Sparekasselån på 14.000,00 - samt et rådighedsbeløb fra Socialministeriet på 25.000,00 -
I Begyndelsen af 1955 kniber det atter med hjemmets Økonomi - Byggeriet - extraordinære udgifter - i forbindelse med underbelægning på hjemmet og dermed svingende indtægter - resulterer i opsigelsen af 2den Assistenten samt 1 2denårs elev. Hjemmets fyrbøder opsiges, gundet overgang til Oliefyring - hurtig udsendelse af hjemmets regninger - månedlig i stedet for kvartalsvis. Disse foranstaltninger viser sig at være fornuftige dispositioner.
I November 1960 udtaler Direktoratet ønsket om at der tages skridt til forbedring af personalets boligforhold og anmoder om forslag til en tilbygning mod nord. Planer udarbejdes og den 11/2 1961 nedsættes et byggeudvalg bestående af Kontorchef Krøncke som formand, Købmand Otto Andresen og forstanderinden.
20/6 1961 meddeler Byrådet at det fremsendte byggeprojekt ikke kan lade sig gennemføre med det nuværende grundareal som grundlag, og forespørger om hjemmet er villig til at købe det fornødne areal- (efter underhåndsforhandling mellem borgmesteren og formanden ) vedtog byrådet at skænke hjemmet det fornødne areal på 665 m2 - På Bestyrelsens vegne sendte formanden derpå en velment tak til Byens styrelse.
Grundet byggestop må det påtænkte byggeri formentlig udsættes indtil videre. Bestyrelsens formand har den 11 Maj 1953 været formand siden 1937. Købmanden var formand og medstifter af Landsforeningen for bestyrelser af anerkendte, private og kommunale børnehjem i Danmark i 1950, og sad samtidig som medlem af Børnesagens fællesråd.
Slut
